Godtfolk, sæt jer godt til rette, for der er bevægelse blandt Nordens store navne – og enkelte, der kommer langvejsfra.

Hus Umber og Hus Karstark er nu officielt godkendt

Vi kan nu meddele, at Hus Umber og Hus Karstark begge er blevet godkendt og oprettet på siden.
To gamle og ærefulde nordlige slægter, kendt for deres styrke, stædighed og urokkelige vilje, har dermed meldt deres ankomst til Skæbneturneringen.

Med Umbernes barske ry fra Sidstely og Karstarkernes iskolde beslutsomhed fra Karholt lover dette godt – eller ilde, alt efter hvem man spørger – for både turneringen og de politiske strømninger, der allerede nu kan mærkes i luften.

Holdoversigten - begyndelsen på et overblik

Samtidig er der nu åbnet en holdoversigt på siden.
Den er endnu ikke fuldt udfoldet, men vil løbende blive udbygget til det samlede overblik over alle tilmeldte hold; adel, almue og rejsende.

Vores håb er, at holdoversigten kan blive et værdifuldt redskab:
Et sted at finde inspiration til relationer, få styr på hvem der hører til hvor, og måske opdage både oplagte allierede og kommende problemer, før de står midt i lejren.

Det er også her, de rejsende hold bliver at finde. Og meget apropos...:

Jernbanken har meldt sin ankomst

Ja, I læste rigtigt. Jernbanken, den største og rigeste bank i den kendte verden, kan nu findes i holdoversigten.
Banken har hjemme i Braavos, hinsides Det Smalle Hav, men har i generationer haft forretninger med adel og magtfolk i De Syv Riger. Nu står den dog i den noget ubekvemme situation, at dens tidligere forbindelser til Jerntronen er forsvundet.

Det har skærpet bankens interesse for nye alliancer.

Deres blik er faldet på Norden, hvor ustabile tider, hårde vintre og desperate behov ofte går hånd i hånd med… muligheder.
At sende en delegation til Skæbneturneringen giver derfor god mening: Hvor ellers samles så mange adelige beslutningstagere – og selveste Nordens lensfyrste – på ét sted?

For mange i Norden er Jernbanken stadig et navn omgærdet af rygter:
En eftertragtet samarbejdspartner for nogle, en frygtet politisk modstander for andre.
Hvad deres egentlige hensigter er, må tiden, og forhandlingerne, vise.