Om spillet - Spildesign og Spilmekanikker

Udover vores rammefortælling vil der være en del arrangør-styrede plots undervejs i spillet. Alle disse har åbne slutninger og er skrevet til at være mulige at påvirke og interagere med af spillerne. Det vil være tydeligt, hvilke plots er arrangør-styrede, fordi der benyttes værktøjer fra vores spilmekanikker.
I forhold til plots er der særligt tre ting, der er vigtige for dig som spiller:
Mange af disse plots vil tage afsæt i jeres (spillernes) ideer og kan altså ske at trække tråde direkte til din rolles egen baggrund eller mørke hemmelighed, hvis du har sådan en. Vi vil lade os frit inspirere af jeres indsendte rollekoncepter, men vi opfordrer jer også til at tage direkte kontakt til os, hvis du har en idé til et "plot", som du gerne vil have arrangørerne til at hjælpe med at spille ud. Ingen plots vil være obligatoriske for alle spillere at deltage i, men vi kan naturligvis ikke love, at din rolle helt kan undgå at blive involveret i noget.

Her er oversigten over de spilmekanikker vi vil benytte os af i De Syv Riger: Sort Ære. De er til for at give arrangører og spillere redskaber til at håndtere situationer i spil på en spilskabende og hensigtsmæssig måde. Sæt dig godt i dem. Er du i tvivl om noget i forhold til mekanikkerne skal du endelig tage spørgsmålet til en arrangør. Gerne inden spilstart på alle er bedst påklædt når vi starter.
Til De Syv Riger: Sort Ære vil der være mulighed for at opdage ledetråde til plots, som arrangørerne sætter i spil. Hvis du opdager sådan en ledetråd, vil den altid være i en blå kuvert, der ikke er til at tage fejl af. Indholdet i den blå kuvert er altid offgame information. Du bestemmer selv, hvordan din rolle fortolker det, og hvordan du vil spille på det, men informationen i kurverten er altid sandhed. Der er ingen falske spor i kuverten, men de kan godt være op til fortolkning. Der kan være flere sedler i en blå kuvert. Der kan eksempelvis være ekstra information til dem, der vælger at undersøge noget yderligere. Det vil altid fremgå af sedlerne.
Eksempler på information, der kunne være i en blå kuvert:
“Du har fundet denne halskæde liggende på Lord Starks natbord. Du har aldrig set en lignende
før. Hvem tilhører den mon?”
“Der er blodspor på jorden lige her. Blodet ser friskt ud, men er koldt.”

Til De Syv Riger: Sort Ære vil spillere kunne få udleveret en sort kuvert i løbet af spillet. Nogle vil måske få mere end én. De sorte kuverter er personlige og indeholder (ligesom de blå) offgame information til/om din rolle, som vi ikke ville kunne give til dig ingame. Hvis de gives til dig af en anden spiller, kan du være sikker på, at deres handling har været forbi arrangørerne og er godkendt af os. Brevet kan betyde rigtig mange ting, positive og negative, og kan indeholde korte informationer eller meget lange beskeder.
Det kunne være, der står "Du har haft et drømmesyn" eller bare "Henvend dig i arrangørbunkeren ved først givne lejlighed".
Uanfægtet indholdet af brevet, er vores forventning at du reagerer på indholdet. Indholdet af den sorte kuvert må ikke deles med andre spillere og skal enten gemmes væk offgame, medbringes og smides ud i skraldespanden ved Kroen, eller afleveres til et crew medlem. Hvis brevet giver dig information, som kan deles ingame, må du selvfølgelig gerne det.
Andre spillere må ikke reagere ingame på at have set en sort kuvert, det er metagaming.

Rygter er vigtige til scenariet, og vi bestræber os på, at der vil være rygter i spil om alle roller. Ved indtjek får alle spillere udleveret nogle nedskrevne rygter, som vi mener, din rolle ville kunne bruge. Du vil altså ikke få tilfældige rygter. Nogle vil måske få flere end andre, hvis vi mener, det passer til din rolle. Rygterne er ikke nødvendigvis sande, dog bærer de ofte en vis sandhed eller en form for ledetråd i sig.
Det er op til dig, hvordan du vil bruge rygterne i spillet. Vi opfordrer til, at du finder en undskyldning for at dele dem med så mange, som muligt. Det vil også være muligt at sælge og købe rygter under scenariet for dine ingame penge, eller måske for information eller tjenester. I spillet er der etableret en "rygtecentral", som der vil komme mere information senere, hvordan man kan interagere med i spillet.
På dit rolleskema, når du modtager det, vil du have mulighed for at skrive nogle rygter, du gerne vil have sat i spil om din rolle. Derudover så forbeholder vi os retten til selv at finde på noget.

Du må ikke tage dit eget segl med til at bruge i spillet til De Syv Riger: Sort Ære.
Segl er en af de få måder, folk i spillet kan underskrive dokumenter og verificere gyldigheden af et vigtigt dokument, og vi vil bruge det til at skabe spil under scenariet. Arrangørerne vil udlevere segl til dem, der skal have segl at bruge i spillet. Der vil også blive udleveret en oversigt over alle segl i spil, så man kan genkende dem.
Alle Adelsholdene vil få udleveret et segl. Hvis du ikke er adelshold, men mener, at det alligevel giver mening at have et segl til dig selv eller dit hold, så tag kontakt til arrangørerne.
Der vil blive udsendt information til alle om deadline til at ansøge om et segl til sin rolle eller hold, når vi kommer tættere på scenariet. Adelsholdene behøver ikke ansøge.

Eliksirer til scenariet giver en effekt, når de drikkes. Hvis man drikker en eliksir, skal man rollespille effekten. De fungerer ved hjælp af eliksirkort, som er klistermærker, der kan sættes på en flaske eller kop, hvis indhold herefter drikkes af en spiller. Indholdet i flasken eller koppen er således lige meget, når der sidder et klistermærke på.
Hvert kort kan bruges én gang. Eliksirens navn, virkning og varighed vil stå på kortet. Kun arrangørerne kan udlevere eliksirkort, og kun få spillere vil få udleveret nogle ved spilstart. Vi afgør ud fra rollebeskrivelsen i rolleskemaet, hvem der passer til at få udleveret eliksirkort. Disse spillere har mulighed for at få nye eliksirkort undervejs i scenariet, hvis de løber tør. Andre spillere må skaffe sig adgang til eliksirer gennem rollespil.
Eliksirer kan være medicinske eller giftige. Der er ingen eliksirer i spil, som er dødeligt giftige.

Til De Syv Riger: Sort Ære symboliseres sex og seksuelle tilnærmelser ved berøring af skulderen. Hvis du lægger en hånd på en spillers skulder, tæller det som at berøre dem på en intim måde på et intimt sted. Dette giver spillere mulighed for at lave en tilnærmelse til en anden uden at fysisk krænke vedkommende i virkeligheden. Spillere skal reagere på intentionel berøring af skuldre som om det var en intim/seksuel tilnærmelse.
Sex mellem to (eller flere?) roller kan symboliseres ved at man vælger "fade to black", hvor scenen ikke spilles, men blot aftales. Ellers kan det "udspilles" med skuldermassage.
Vi vil selvfølgelig ikke forhindre ligeværdige, samtykkende partnere i at have præcis så tæt intim kontakt, som de vil. Men det er altså ikke en del af spilmekanikkerne, og det foregår ikke på fællesarealerne. Vi henstiller I bruger jeres eget telt til den slags.

Alle roller starter (uden rustning) på 2 kropspoint (KP).
Hver gang, man bliver ramt af et våben, mister man 1 KP. Dette gælder uanset, hvor på kroppen, man rammes. Når man har 0 KP bliver man ukampdygtig. Man kan ikke fortsætte i kampen, og man skal lægge sig ned, når man har 0 KP, men man kan stadig være ved bevidsthed (hvis man synes, det passer ind).
Når man er ukampdygtig, skal man rollespille sine sår og søge behandling fra en lægekyndig i spillet. Når spilleren har modtaget førstehjælp, kan de igen være kampdygtige.
Hvis en rolle bærer rustning, har de flere KP og er sværere at gøre ukampdygtige. Der findes tre typer rustning: let, mellem og tung.
Når en rolle med 0 KP, som er ukampdygtig og ligger ned, rammes af yderligere 1 slag, så er de karakterdræbt (læs mere om karakterdrab og død under regler).
Rustning og våben til brug i spillet skal vurderes og godkendes før spilstart. Se mere under regler for kamp.
