Westeros er gennemsyret af ulighed, undertrykkelse og forskelsbehandling. Det er en del af den mørke, kyniske tone, som scenariet bygger på. Dog skal disse temaer ikke bare være en undskyldning for at behandle folk dårligt ingame, men skal bruges aktivt til at skabe dramatiske historier og komplekse karakterer. Det forsøger vi at underbygge i vores ramme og narrativer.

Som spiller opfordres du til at lægge din nutidige retfærdighedssans og demokratiske opdragelse til side. Det er tid til at indleve sig i en verden, hvor hierarki, ære og blod bestemmer alt. Man kan naturligt være kritisk eller vred, hvis det passer til rollen, men samtidig huske, at ens rolle aldrig har kendt til et alternativ.

Fortvivl dog ej, for på trods af denne dystre ramme, rummer fortællingerne fra De Syv Riger netop historier om dem, der bryder ud af det sociale bur - dværge, bastarder, gadebørn, lillesøstre - som opnår magt og anerkendelse på trods af at oddsene var i mod dem. Når rammen er stram og tydelig, bliver det desto mere dramatisk, når nogen trodser den. Hvis alle bryder den, mister det naturligvis sin betydning, så vi har brug for jeres indlevelse og opbakning om at skabe en barsk verden, så undtagelserne træder tydeligt frem.

Westeros er et klassesamfund inspireret af Nordeuropas middelalder, men hvor religionen ikke har direkte politisk magt. Forskellen mellem adel og almue er ufravigelig, og titler, slægt og blodlinjer styrer alt. I ordener som Nattens Vogtere og hos Maestrene pålægges man at fralægge sig sin stand og arveret, men selv her har en adelssøn langt bedre chancer end en bondesøn på grund af den sociale arv.

Westeros er inddelt i regioner (som engang var selvstændige kongedømmer), og hver region har en lensfyrste med et antal mindre adelshuse (vasaller) under sig. Et vasalhus skal lystre sin lensfyrste, og lensfyrsten skal lystre kongen. Adelshusene til De Syv Riger: Sort Ære er netop sådanne vasaller til Hus Stark.

Lovene kan variere alt efter region og regering, men det virker til, at loven overordnet set giver en Lord ret til at være udøvende og dømmende magt i sit len, og i mange tilfælde også den lovgivende magt. En dom kan dog omstødes af kongen, og kongens lov vejer altid tungere end lokale love.

Det jævne folk i et område er dermed som regel prisgivet den regerende Lords retfærdighedssans. Det er sjældent deres retssager, der tages op på et storpolitisk niveau.

Titler er der mange af, og de er yderst vigtige, for de benævner ens placering i samfundet og ens ret til jord, magt og respekt.

Man forventes at opføre sig i overensstemmelse med sin stand og at vise respekt for dem, er højere stillet, og man kan naturligvis straffes, hvis man ikke gør.

Westeros er patriarkalsk. Mænd står juridisk over kvinder, mænd arver som regel først og har ejerskab over familie og jord, og ofte også over kvindens egen krop. Kvinder, der mister deres mand eller ikke kan få børn, står svagt i samfundet.

Der er dog en del eksempler i Westeros’ historie på kvindelige ledere, og kvinder kan godt arve under visse forudsætninger. Dog har det også ofte medført en del politisk tumult og stridigheder, som det eksempelvis er set i Dragedansen, fordi det bryder med normerne.

Mænd forventes til gengæld at kæmpe, arbejde og beskytte familien, ofte med livet som indsats. De opdrages til at tage ansvar for sig selv og deres eventuelle arv, hvad end det er et helt len, et kongerige eller bare familiens gård eller fiskebåd. Magt skal vindes, gerne med sværd og styrke, og mænd, der opnår magt og prestige uden kamp, vækker ofte mistillid. Det er også kun mænd, der kan sendes til Muren eller indkaldes i krig. Man kan sige, at der på den måde er uretfærdigheder at finde på hver side af skellet mellem kønnene.

I Norden, hvor scenariet foregår, er forskellen mellem kønnene mindre udtalt, især hvad angår krigere. Kvinder kan derfor kæmpe i turneringen, men må deltage på vegne af en mand, der tager til Muren, hvis de taber.

Oppe længst mod nord er grænsen til De Syv Riger markeret af Muren; en kæmpe mur af is, der går på tværs af hele Westeros, og er større end man nogensinde kan forestille sig. Den blev bygget for tusindvis af år siden som værn mod de frygtelige ting, der dengang fandtes i det ufremkommelige, frosne vildnis af permafrost på den anden side. Nu beskytter den mest af alt Norden mod angreb fra Vildlinge. Vildlingene er sådan set bare mennesker, der bor nord for Muren, men de lever et noget mere uciviliseret liv og mangler altid ressourcer, så de forsøger ofte at komme syd for Muren for at hærge og plyndre.

Muren er bevogtet er en ældgammel orden af mænd kaldet Nattens Vogtere, der har til på Sorteborg. De går klædt i sort, kalder hinanden brødre og sværger en ed om at bevogte Muren for livstid. De lever også i cølibat.

Det er meget ædelt og ærefuldt (især for mænd af Norden) at tage Det Sorte Løfte og tjene på Muren. Men det bliver også brugt som straf i alle Syv Riger for alt fra tyveri og voldtægt til højforræderi, så Nattens Vogtere er endt som en broget skare. Det har traditionelt set altid været Hus Stark, der har til ansvar at sørge for bemanding af Muren.
At desertere fra Nattens Vogtere straffes med døden

I Westeros findes hovedsageligt to religioner; troen på De Syv ("de nye guder") og den gamle tro (“de gamle guder”).

De fleste adelshuse i Norden har fastholdt den gamle tro, og det samme har deres undersåtter, mens de fleste i seks sydlige riger bekender sig til de nye guder. Selvom familien Targaryen på jerntronen bekender sig til De Syv, er der en form for religionsfrihed i De Syv Riger - en accept af kulturelle forskelligheder. Mange i Westeros ynder at sværge "ved de nye og de gamle guder".

De gamle guder er en åndelig naturreligion og fandtes i Westeros længe før, De Første Mænd (mennesker) kom til. De forbindes med mytiske væsner (så som "Skovens Børn"), der siges at have levet i Westeros før mennesker. De gamle guder siges at have særlig magt, og måske kunne "lytte" og "tale" under de ældgamle Urtræer med blodrøde blade, hvor der er skåret ansigter ind i stammerne. Mange af træerne er blevet fældet af mennesker, og derfor siger man, at de gamle guders magt er blevet svækket.

De Syv, de nye guder, kaldes også Den Syvfoldige Gud og er syv guder samlet i én; Faderen, Moderen, Krigeren, Møen, Smeden og Oldingen. Det er en religion med mange forskrifter for, hvordan man lever et fromt og syndfrit liv, med truslen om at havne i "De Syv Helveder", hvis man ikke følger De Syvs bud. Men det er også en religion, som går ind for næstekærlighed og at hjælpe de svage. Der er mange forskellige religiøse ordner under den syvtakkede stjerne, som er det vigtigste religiøse symbol for de syv guder.

Septen (kirken af De Syv) har dog ikke den samme politiske magt, som den katolske kirke havde i vores egen middelalder. Septens magt har i Westeros været afhængig af, hvor from en konge, der sad på tronen. I tiden for vores scenarie, tillader loven ikke nogen form for hellig krig. Mænd af Septen har ikke lov at bære våben. Religion er dog vigtig for de fleste folk i Westeros, og er en vigtig del af kulturen og traditionerne, men Septens magt, såvel som den gamle tros magt, er nok i bedste fald indirekte, kulturel og mest af alt symbolsk.

Magien i Westeros er nedtonet i tiden for vores scenarie. De sidste drager er døde, og legender om De Hvide Vandrere og Skovens Børn findes kun i folkeminder og fantasien. Lærde og fornuftige folk vil nok affeje den slags som blotte sagn og myter, som man kun bruger til at skræmme børn fra at gå alene ud i skoven.

Samtidig er der masser af eksempler på hændelser i Westeros uden umiddelbar naturlig forklaring. Det siges, for eksempel, at der findes trolddomskyndige på den anden side af Det Smalle Hav, og der findes Varger på den anden side af Muren. Ligesom det rygtes, at der stadig gemmer sig ældgamle, skumle skabninger dybt i Nordens mørke skove og ufremkommelige sumpområder. Det er svært at finde håndfaste beviser for noget af det, men magiens eksistens kan være lige så svær at modbevise, som den er at bevise. Troen på det overnaturlige lever i bedste velgående.

Forvent ikke at se noget magisk til scenariet, men forvent noget mystik, og spil gerne på din rolles uvidenhed

Hus Starks motto er "Vinteren Kommer", og det er der en grund til. Årstidernes skiften i Westeroser nemlig, mildest talt, ret uregelmæssig, og når vinteren endelig kommer kan den vare flere år - måske endda næsten et årti, hvis man er uheldig.

Sådan har det altid været, i hvert fald siden ‘Den Lange Nat’ for 8000 år siden, som var den længste vinter nogensinde og varede en hel generation. For det meste varer en årstid dog kun mellem 2 og 6 år.

Maesterne i Citadellet forsøger at forudsige årstidernes skiften, men truslen om en uforudset lang og slem vinter er der altid. Især nu i vores scenarie, hvor en kort, men alt for varm og tør sommer har gjort det vanskeligt at fylde forrådskammeret tilstrækkeligt.

De Syv Riger har en lang tradition for ridderskab, og der findes flere ridderordener. Fælles for alle riddere er, at de bærer titlen "Ser", og at de har aflagt deres ridderløfte i De Syvs navn. Ridderskab har således direkte forbindelse til troen på De Syv, og derfor er der ikke særligt mange riddere i Norden (hvor man jo har tradition for at følge de gamle guder).

En undtagelse her er Vardsridderne, som er en orden af riddere, der følger de gamle guder. Men de er under en særegen tradition fra Gravlandet og Hus Dustin, som ikke praktiseres i resten af Norden.

Det hedder sig, at enhver ridder kan slå en anden til ridder, som han selv finder værdig. Derfor findes der både riddere, som ejer borge og land, og de såkaldte "Herreløse Riddere"; Riddere som har titel, men ikke så meget andet, og som rejser rundt fra turnering til turnering og fra borg til borg som en slags ophøjet lejesvend.

Nordens ædle krigere bærer måske ikke riddertitler, men de anser sig selv som helt ligeværdige med riddere fra Syden. De er trænet i de samme ting, og går mindst lige så meget op i hæder og ære, for det er naturligvis også velanset og hæderligt i Norden at sværge troskab til sin Lord, og at holde sine eder. Man kan måske kalde dem edsvorne krigere eller huskarle (hvis man vil anvende et term fra vores egen middelalder). En Lord i Norden vil have lige så mange edsvorne krigere i sit hus, som en Lord i Syden har riddere.

Gæsteretten er en af de ældste og vigtigste skikke i Westeros. Det hedder sig, at hvis en gæst har spist ved en værts bord, må hverken gæster eller værter skade hinanden. Dette er en udbredt og dybt forankret skik i alle De Syv Riger, men særligt i Norden. At forbryde sig mod gæsteretten ses som en slags helligbrøde og en meget slem forbrydelse.

Ofte giver man brød og salt til sine gæster for at vise, at man respekterer og overholder gæsteretten.
En vært, der har lagt et blottet sværd over sine lår, viser ærligt, at gæsteretten ikke gælder i hans hus.

I Westeroser det vigtigt at blive gift, det gælder sådan set både for adel og almue. For kvinder, fordi de skal sikre sig beskyttelse og levebrød. For mænd, fordi de skal have nogle børn, der kan tage sig af dem, når de bliver gamle. For adelen er ægteskaber desuden en måde at indgå politiske alliancer på og så at sige forene familier. Til adelige bryllupper er der tradition for "sengelægning" (eller putning?) som afslutning på bryllupsfesten, hvor de nygifte bæres i seng af gæsterne for fuldbyrdeægteskabet. Det er ikke kun en for sjov, men tjener det formål at sikre sig (så godt det er muligt) at ægteskabet er fuldbyrdet; at de nygifte har været "i seng sammen", og at eventuelle børn, som hustruen føder, på papiret er hendes mands.

Som tidligere beskrevet, er det oftest den ældste søn, der arver efter faderen. Først når der ikke er flere sønner i arvefølgen, kan døtre komme i betragtning. Om en datter så skal arve før faderens bror kan være et omstridt emne, og har ledt til arvestrid i adelige såvel som royale slægter.

Bastarder af adelige forældre (dvs. børn født udenfor ægteskab med en eller to adelige forældre) kan også komme i betragtning som arvinger, hvis de bliver "legitimeret" ved et brev fra kongen og derved får lov at bære slægtens navn. Ellers er der tradition for, at en adelig bastard bærer et "bastardnavn" til efternavn baseret på den region, de er født i. I Norden hedder bastarderne "Sne" til efternavn.